Youtube logo
Menu
slider

En verden af legetøj

I Hamleys magiske legetøjs-univers kan alting ske. Året rundt er der magi, teater, sjove begivenheder og demonstration af legetøj i butikkerne, der altid er fyldt til bristepunktet med det nyeste legetøj.

 

Engang skulle man rejse langt for at komme til Hamleys. Helt til London, faktisk, hvor butikken, som er verdens største legetøjsforretning, den dag i dag lokker indbydende på Regent Street. Hamleys eventyrlige univers var – og er – noget ganske særligt, men i dag behøver man heldigvis ikke rejse så langt for at opleve det. Hamleys er nemlig rykket ind på det skandinaviske marked, og seneste skud på stammen er tre butikker i hhv. Industriens Hus, København, Emporio, Malmø og Nacka, Stockholm.

 

Og selv om ingen af disse tre er lige så store som Hamleys, London, er her noget for alle sanser. Legetøj, lys og lyd. Liv, løjer og lattermilde ekspedienter.

 

Legetøj møder lydudstyr

Det kan umiddelbart være svært at finde den direkte sammenhæng mellem Monacor og Hamleys. Men ikke desto mindre er den der. El-installationsfirmaet JS-Electric fra Herlev er nemlig flittige aftagere af Monacors produkter til lige netop de tre førnævnte Hamleys-butikker, hvor JS-Electric har lavet samtlige lydinstallationer. Og faktisk fik de ordren lidt ved et tilfælde:

 

- Jamen, det begyndte i Malmø sidste år, fortæller el-installatør og medejer af JS-Electric, Leon P. Jensen. Vi var blevet hyret som underleverandør til et firma, der skulle levere lys i butikken derovre. Det endte så med at blive nogle andre, der leverede, men det er jo lige meget. Så var der nogen, der spurgte til installation af nogle højttalere, og det kunne vi jo godt klare. Og lige pludselig sad vi på hele ordren.

 

Det var derfor også naturligt, at det var JS-Electric, der skulle installere lyd i Hamleys i Industriens Hus først på året, samt i Hamleys, Stockholm denne sommer. Og det har været lidt af en oplevelse:

 

- Der sker hele tiden noget i sådan en forretning. Gøgl eller en, der står og speaker. Det er i hvert fald ikke kedeligt.

 

 

Musik og gøgl – i fire zoner

Og JS-Electric er medvirkende til, at der sker noget i Hamleys, for den lydløsning, de har leveret og installeret, sørger for liv i butikken hele dagen.

 

- Vi har brugt forskellige lyd-produkter fra Monacor, fortæller Leon P. Jensen. Helt specifikt er det EDL-420/WS ELA-højttalere, PA-12040 Zone-forstærker, TXS-862/852 trådløse mikrofonsystemer og HSE-110 Headset-mikrofoner. En af butikkerne er 1.400 m2, så der skal noget udstyr til for at få lyd over det hele.

 

Man kan spørge sig selv om, hvad så relativt avanceret lydudstyr laver i en legetøjsforretning, men Leon P. Jensen uddyber heldigvis:

 

- Som sagt sker der noget hele tiden i en Hamleys-forretning. Ikke over hele butikken, men måske i et hjørne eller på en bestemt etage. Forstærkeren er inddelt i zoner, så butikken kan sende fire forskellige lydspor ud. Det vil sige, at de for eksempel kan sende ’pigemusik’ i den lyserøde afdeling, ’drengemusik’ ved actionlegetøjet og så bruge en zone eller to til et givent arrangement. Skattejagt eller en speaker, eller sådan noget.

 

- Det særlige ved Hamleys er, at de ansatte ikke kun er ekspedienter, som vi kender det fra traditionelle legetøjsforretninger. I Hamleys er de gøglere og entertainere, og derfor er der behov for at kunne råbe kunderne op. Altså havde butikken brug for headsets også, forklarer Leon P. Jensen. Og der er så mulighed for enten at speake ind over de forskellige lydspor i de fire zoner eller at slukke musikken automatisk, så stemmen trænger klarere igennem.

 

Gode priser og en god beliggenhed

Alt i alt er installationen gået lige efter bogen, og både Leon P. Jensen og Hamleys er godt tilfredse med Monacors produkter. Leon P. Jensen kendte ikke Monacor, før han fik Hamleys-ordren, men han fandt dem på nettet og er glad for samarbejdet, som han vil holde fast i.

 

- For det første ligger priserne fornuftigt i forhold til markedet. For det andet har vi haft en god dialog med dem i forhold til tilbudsgivning og vejledning. Og for det tredje ligger de så tæt på, at vi har mulighed for at hente nogle produkter hos dem, når det rigtig brænder på. Ikke, at det er en afgørende faktor, men det er rart, at det kan lade sig gøre, slutter Leon P. Jensen.

NYHETER

TILBUD

KONTAKT

Spør Monacor?

Hvis du har spørsmål eller kommentarer, vennligst ta kontakt med oss på 8155 1940 eller send oss en e-post.